Hvad er venskab?
Hvor langt skal man gå for det?
Kan det sammenlignes med et kærlighedsforhold?
Jeg har igennem mange år af mit liv oplevet mange svigt, både fra kærlighedens side og venskabernes side. Som teenager og for den sags skyld barn troede jeg at det var noget med umodenhed, at de folk der skulle forestille at være mine venner svigtede fordi de simpelthen ikke vidste bedre. Fordi de bare ikke var modne nok til at se hvad de gjorde ved mig...
Nu er jeg "voksen" (I en alder af 33 kan jeg vel godt tillade mig at sige sådan..?!)
Og jeg oplever stadig svigt, folk som man har set som sine næreste venner vælger at træde på en og dolke en i rygge til trods for at man har "leget" dørmåtte og ladet dem tørre lort af på sig når de havde det svært, bøjet sig baglæns i forsøg på at gøre deres liv bare lidt bedre og for at se lidt glæde i deres øjne!
Jeg må indrømme at selvom jeg tror på det gode i mennesket så er jeg efterhånden nået til et stadie hvor jeg må lære at gi' slip på de giftige folk i mit liv og lade dem sejle i deres egen sø, så jeg kan komme videre og nyde mit med de folk der virkelig betyder noget!
Jeg har nogen RIGTIG dejlige veninder og venner som jeg ved aldrig svigter.
Ja vi kan skændes og ja vi kan føle vi aldrig kan finde hinanden igen, men alligevel så lykkes det. Fordi begge parter ønsker det.
Så til jer derude der bare udnytter mig eller andre fordi I kan?
En dag ender i bitre og alene, og så vil vi andre sidde i skæret af hygge og omsorg af rigtigt venskab og nyde at vi aldrig vil være ensomme og alene igen...
